Prøv alt, hold fast på det gode!
Av Dag Rune Lid
Det er Paulus som skriver dette til sine venner i Tessalonika. Det er snart gått 2000 år siden dette, og på mange vis må vi vel si at hans anbefaling gjerne er mer aktuell enn noen gang. Utviklingen går så raskt innenfor kristenheten, og forandringene skjer så hurtig, at det er vanskelig å orientere seg i det som foregår på kristenfronten.
Lær den ekte «mynt» å kjenne
Professor Carl Fr. Wisløff understreket en gang hvordan en skulle skjelne det ekte fra det falske, for å holde fast på den bibelske lære. Han benyttet et bilde fra oldtidens myntkjennere. De lærte seg den sanne mynt å kjenne. Når så den falske mynt kom, hørte de det på klangen – et viselig råd som vi gjør vel i å huske på i denne tid.
I sannhet trengs i dag nådegaven til å skille det ekte fra det falske. Bibelen sier at i denne siste tid skal søvnen gripe våre sjeler på en slik måte at vi ikke klarer å skille. Søvnen skal innta alle de troendes hjerter, slik det står om de ti jomfruene i Matteusevangeliet, kapittel 25.
I julehelgen ble det lagt ut en rapport på internett som var skrevet av den danske hjertekirurgen Poul Erik Haahr (50), som er overlege ved sykehuset i Ålborg i Danmark. Han har gjennom en del år undersøkt og fulgt med i det som har skjedd innenfor kirkevekstbevegelsen. Han har skrevet flere rapporter om dette som kan lastes ned bl.a. fra www.josafat.no.
Rapport om kirkevekstbevegelsen og New Age
Den siste rapporten, som ble lagt ut på nettet like før nyttår, hadde tittelen: «Kirkevekstbevegelsen og New Age», med undertittelen «Endetidens tegn i kristenheten – eller blot en tilfældighed?» I rapporten reiser han spørsmålet om sammenhengen mellom disse to bevegelsene er et endetidstegn i kristenheten – eller om det bare er tilfeldigheter? Etter hvert som impulsene fra Willow Creek og Saddleback blir mer og mer synlige i norsk kristenliv, burde denne rapporten vært obligatorisk lesning for alle ledere i kirke og bedehus også i Norge.
Haahr tar utgangspunkt i rapporten som ble lagt fram etter initiativ fra landsstyret i Luthersk Missionsforening (LM) med tittelen «Luthersk Missionsforening og Willow Creek Community Church». Haahr oppsummerer: WC har en god hensikt. Likevel preges WC av en gjennomført og systematisk, dypt ubibelsk lære om hvordan den enkelte og menigheten skal oppbygges, fungere og ledes for å nå målet.
Videre tar han i sin rapport frem mange eksempler og uttalelser som understreker hvordan disse forskjellige grupperingene innenfor kirkevekstbevegelsen kommer på kollisjonskurs med Bibelens lære.
«Dårlige» og «gode» forkynnere
Haahr skriver på side 12: «Bill Hybels går ind for tydelig kommunikation, men netop når det gælder forkyndelsen af Gud som den hellige, der ikke tåler synd, domsforkyndelsen, der over for det enkelte menneske afdækker hans sande stilling i forhold til den hellige Gud, svigter det tydelige. Tværtimod var budskabet i København november 2002, at det, at tegne et sådant billede for mennesker var det dummeste man kunne gøre, for så kom folk ikke igen! De, der forkynder sådan er ‘dårlige forkyndere’.
Willow Creek formidler, at skal en vækkelsesbevægelse have en fremtid, må den bryde med det de tidligere har stået for og på afgørende punkter ændre det billede som tidligere er tegnet af Gud som dommens og vredens Gud. Det er kendetegnende for de ‘gode forkyndere’.
Det var præcist det modsatte Jesus gjorde igen og igen og igen – for det var (og er) den eneste sandhed, der kan vække folk til erkendelse af det, der præcist er deres situation – det er netop kærlighed, for uden denne opvågning og erkendelse går mennesket fortabelsens gru i møde. Jesu ord tåltes ikke og blev til sidst den ydre anledning til at han blev slået ihjel!»
Willow Creek, Saddleback og Emergent Church
På side 19 i rapporten skriver han videre: «Der er i dag tre generationer af kirkevækstbevægelsen. De lever side om side i bedste velgående med hver deres målgruppe. Til første generation hørte Robert Schuller. Med sin ‘positiv tænkning’ stiler han bredt. Til anden generation hører Bill Hybels og Rick Warren, der med deres ‘søger-stil’ satser på de yngre familier (babyboomers). Til tredje generation hører Emergent Church, med f.eks. Brian McLaren og Leonard Sweet, der satser på de unge. Hvad står de for og hvordan forholder de sig til hinanden? Er der en rød tråd, og hvori består den ud over at de tilhører kirkevækstbevægelsen?
Inden Robert Schuller startede sin ‘evangeliske’ kirke (Chrystal Cathedral) tog han til Rom for at få Pavens velsignelse. Han erklærer åbent, at hans budskab er det positive, og at han ikke vil tale om synd og skyld…
Korset og Jesu forsonergerning er da heller ikke noget Schuller har brug for:
‘Jeg er stolt af hvem jeg er …jeg har aldrig brudt et eneste af de ti bud. Jeg har aldrig brudt noget af Jesu Kristi lære og derfor er jeg så stolt af min tro og mit budskab.’…
Hvad bliver så budskabet han går videre med?:
‘Jeg tror ikke noget er blevet gjort i Kristi navn og under kristendommens banner som har vist sig mere destruktivt for den menneskelige personlighed og derfor i modsætning til vores evangeliske opgave, end den rå, besynderlige og ukristelige strategi, som går ud på at gøre mennesker opmærksomme på deres fortabte og syndige tilstand.’
‘Synd er at man ikke tror på sig selv.’
Anden generation består af Hybels/Willow Creek og Rick Warren/ Saddleback, der grundlæggende ligner hinanden med nogle små nuancer i forskel.
Begge fik afgørende inspiration til at drive deres kirker efter at de havde besøgt Schuller. Æblet falder normalt ikke langt fra stammen!
Mon det så er tilfældigt at Robert Schuller giver Bill Hybels følgende karakteristik?:
‘Jeg var den første person til at introducere virkelig kirkevækst til den amerikanske kirke. (…) Han (Bill Hybels) blev den første der tog disse principper op, forfinede dem, maksimerede dem til den ultimative længde af deres potentiale. (…) Jeg er så stolt af ham. (…) Jeg tænker på ham som en søn. Jeg tænker på ham som noget af det største, der er sket kristenheden i vor tid. (…) Bill Hybels udfører det bedste job af nogen som helst jeg kender!’»
I den siste halvdelen av rapporten går så Haahr først inn på hvordan verden lytter når Rich Warren fra Saddleback har vært invitert til å tale i FN, og da han også deltok på G8-toppmøtet i Edinburg i 2005. Warren sin «PEACE-plan» får gehør over alt, og hans evangelium støter ingen. Warrens «PEACE plan» og FN’s tilsvarende fredsplan går hånd i hånd for å nå det samme mål om global fred, fordeling av ressurser osv.
På side 30 får vi innblikk i taktikken som skal benyttes mot dem som ikke kan akseptere det nye, og hvordan de til slutt skal bli utstøtt. Deres erfaring tilsier at det kan ta 6–8 år å rydde ut all motstand mot den nye åndelighet, og omforming av menigheten/ kirken etter den nye vekstfilosofien.
Konklusjon
I sin konklusjon understreker Haahr at han mener vi gjennom kirkevekstbevegelsen møter en villfarelse og forførelse, og at Bibelen beskriver det som vi her møter som forløperen til New Agernes Kristus og dermed Anti-Krist.
For min del opplevde jeg det rystende å lese om hva som står om Willow Creek og Saddleback, også med tanke på den store innflytelse disse bevegelsene nå har, og ser ut for å få i Norge. Måtte vi som Guds folk besinne oss på Paulus sin formaning om å prøve alt å holde fast på det gode i den tid vi lever i, og la oss være som dem i Berøa som gransket hver dag i Skriftene om det forholdt seg slik som det ble sagt.
Artikkelen stod i avisen Dagen
27. februar 2007