Pilegrim med himmellengsel
Av Gunnar Dehli
Særlig på sine gamle dager blir Per Nordsletten sterkt pessimistisk i sine brev. Det lakker mot enden. «Brevet til Laodikea er vel en Bekrivelse af Kirkens Stilling mot Enden. Gud forbarme sig»! Det gjelder i denne tid å være våken. «Vi lever i en ond og farlig Tid, farligst for de Kristne fordi Verdensånden optar Tid og Tanke, så Læsningen af Guds eget Ord og Bøn, Hjertebøn om den Helligånds Tugt og Trøst af Ordet, forsømmes og Livet tager Skade, sygner hen, og Vægterne, både Lærde og Lege, lider af den samme Slaphed. Noomi spurgte sin Svigerdatter: Hvor har du sanket i dag? Men den ene Troende møder den anden på Veien eller kommer ind i Huset, uden at de spørge: Har du det godt med Gud i dag? At få en Samtale i stand derom, nei dertil er der ikke Tid. Det bliver engang Tid til at døe, men ikke Tid til at indhente det som er forsømt. Å, måtte Gud forbarme sig over os! Jeg har været med at bede om at Krigen måtte ophøre, men ikke dersom Gud kunde få bruge den som et Tugtens Ris for vort Folk til at søge Herren».
Redd for verden – glad i håpet
Nordsletten ser mørkt på den kirkelige utvikling og også på legmannsarbeidet i tiden: «Somme Tider er jeg så sår, syg og bedrøvet, både over min egen og Andres Elendighed og Kirkens Nød at jeg er tilbøielig til at sige med Elias: ‘Herre, det er nok. Tag min Sjæl’! Og somme Tider ønsker jeg næsten at jeg var 20 År og kunde få reise og forkynde for en fredløs og blødende Menneskehed om den Salve som blev presset på Golgata, den eneste som stiller Menneskehjertets Smerter».
Nordsletten blir ikke i pessimismen. Om alt blir svart, lyser dog det levende håp. Ofte taler han om at han gjerne vil komme dit hvor Gud vil ha ham, og allerede i et brev i 1907 sier han: «Jeg tænker helst på at Herren vil have mig Hjem snart. Jeg forstår at Gud mener at min Virkedag er snart slut, og jeg er godt fornøiet med det».
Han er frimodig og hjelper med sine brev venner til frimodighet. «Lad Satan, Fornuften og Vantroen være hos Pilatus og Kaifas og grib med Troens Hånd din Frelser og syng: ‘Med dig min Frelser vil jeg lide og gjennom Verdens Torne gå’».
Atskillig av de mørke tidsbilder Nordsletten gir i sine brev av all «den meget Halvkristendom» og alle klager over tidens forkynnere har sikkert sin forklaring i at han er blitt gammel og sammenligner tiden med de gamle dager. Hans kritikk av tidsforholdene er dog ofte rammende.
Under alt ser han hjemover og trøster sine venner med håpets trøst. I det nest siste brev han skriver til overlærer Petersen (1921), sier han: «Vi leve, Gud ske Lov, bra, især fordi vi tør tro at vi skal ikke dø. – Når det som skal og må dø, overflyttes den Del af os som besidder Kristi Liv. Hver den som lever og tror på mig, skal ikke dø evindelig. Han kommer snart, har han sagt. Ja, Gud give os Nåde til at findes iklædte og ikke nøgne»! Det er pilegrimen med pilegrimssinnet som venter på å fare herfra og være med Kristus.
Sann og ekte bønn
M. A. Brekke forteller at da han andre gangen skulle opp til Lesjaskogen på besøk, kom han på et bønnemøte i Kågen ved Bjorli. Skjugur Bjorli var der. Vennene satt under bønnemøtet, men når en skulle lede i bønn, falt han på kne. Skjugur begynte å be til Gud. «Kor det er gildt å vera saman med borna dine»! sa han. «Med det same e kom og såg alle hattane og klærne ute i svala, vart e so glad. Takk, Gud, fordi e skal få vera saman med dei truande! No kjem du att du arge Satan», sa han, «og fortell meg at e ikkje er rett umvend. Det er ikkje fyrste gongen. Men no skal du høyra: ‘Den som ikke holder sig til gjerninger, men tror på ham som rettferdiggjør den ugudelige, ham regnes hans tro til rettferdighet’. No tenkjer eg du fekk nok. Takk og pris, kjære Gud, fordi me har dit ord, hvormed vi skal slukke alle den ondes gloende pile. – Men no er han ikkje langt burte att. Han passar på og seier: ‘Du blir ikke bestandig til enden’. No skal du høyra: ‘Inntil Eders alderdom er jeg den samme, og inntil de grå hår vil jeg bære Eder’. Ja, no fekk du vel nok», sa han. Slik var Skjugur Bjorli. Det hørtes så underlig ut, men det var så ekte og enfoldig.
Etter gårdsbrannen
Til en venn skriver Nordsletten og takker for et deltakende brev han hadde fått: «Når det ene Lem lider, lider de andre med, og det er vel som det i et sundt Legeme bør være, der har daglig Adgang til det eneste Sundheds- og Helse-bringende Apotek». «For Bedstemor og mig brændte det jo kun en Deel Seng- og Gangklæder samt en Deel Møbler, som stod nede i den store Bygningen. Men for andre brændte næsten alt. Forresten brændte jo kun det som skulde brænde. En anden Gang skal det brænde altsammen, og derfor er det bedst at have sin Skat i noget som ikke brænder, og hvad jeg trænger til Hjemreisen herefter, får Gud ifølge sit ord og skaffe mig af uforskyldt Naade. De første Døgn Jesus var på Jorden, boede han i en Asenstald; men det slipper jeg. Å, du må hjælpe mig at bede Gud om mer barnlig Tro på Ham», skriver han.
Ikledd Jesu rettferdighet
«Jeg forstår nu at jeg er bleven gammel», skriver Per i et brev i september 1918, «og duer til lidet. Det gamle Menneske er også blevet gamlere. Det vrider sig når det skal døe. Men skal det blive Plads for Jesus, må det døe. Mit eget tykke Selvliv må døe, og Jesu Liv og Død må få opptage Pladsen. Mister jeg min Retferdighed, får jeg den som Jesus har forhvervet og skjænket mig i stedet, og da greier jeg mig».
Han hadde en gang skrevet til en ung troende dame som hørte lite: «Det er lidt Ondt for Dig at Du hører så lidet; men Gud har ordnet det slik og fundet at så skulde være bedst for Dig. Alle sande Kristne må have nogen Slags Trængsel for at kunde komme vel igjennem denne onde Verden. Og så må Du huske på: Får du høre lidet af det som er Godt, er Du sparet for at høre noget af det som er Ondt. Talen om andre og meget som er unyttig og syndigt. Og så haver du Øine at see og læse Guds Ord med. Og det er nu bra da».
Full reisedekning hos Gud
«Støvhytten» ble mer og mer nedbrutt. Ennå i slutten av 1920 kan Nordsletten i et brev hilse en av sine venner og fortelle, at «vi lever enda og mener aldrig at døe. Nei, er Kristus vort Liv, er alle som i Sandhed tror på ham, udødelige. Der blir ingen udslidt Per».
Ellers talte han ofte om hvor mørk tiden var. «Du har begynt å bli ta de karom, som trur at enhver bevegelse er vekkelse du óg», sa han til en av sine gamle venner. «E har nok i det siste lagt merkje til at det er so lite tale um synd. Då vert det lite trong til nåden».
En venn leste fra Salme 103: «Han gjør ikke med oss efter våre synder». «Nei, det kan han ikkje gjera», brøt Nordsletten av. «Gud er ikkje urettferdig. Han har fått fuld betaling ved Kristi liv og død for oss. Han krev ikkje betaling tvo gonger».
Fra «Per Nordsletten – En legpredikant av den gamle skole»
Lutherstiftelsens forlag, 1928